JAGO- øje for øje...
Efter General Othello har myrdet sin hustru Desdemona i jalousi, finder han ud af, at hendes utroskab ikke er andet end løgn og bedrag opdigtet af hans betroede ven og fændrik Jago. Jago selv har taget livet af sin kone Emilie, for at forhindre hende i at røbe hans falske spil overfor General Othello. Tragedien er en kendsgerning. Othello er sønderknust og inden han dolker sig selv og tager sit liv, peger han anklagende på Jago og siger: ”Spørg den halve djævel, hvorfor han har besnæret mig på sjæl og legeme?” Jago svarer: ”Spørg mig om intet. Hvad I ved, ved I. Fra nu af siger jeg ikke mer et ord.”
Her begynder Teater Os forestilling Jago - øje for øje... Et stærkt og velspillet fængsels- og retsalsdrama, hvor Shakespeares udødelige tragedie om den sygeligt jaloux Othello, er sat sammen med en moderne krimihistorie skrevet af Barry McKenna og Anders Valentinus Dam. En superspændende psykologisk thriller, der følger den manipulerende og intrigante skurk Jago efter hans løgne og forbrydelser mod sin ven og general.
Jago bliver kastet i et topsikret militærfængsel, der kunne minde om Guantanamo Bay. Her bliver han forhørt, afstraffet og tortureret. Hvorfor har han så koldt og udspekuleret forrådt og manipuleret sin general? Kan fangevogtere, forhørsledere eller psykologer få ham til at tale – og hvad er det egentlig for et sted han er spærret inde?
Jago- øje for øje... viser et billede af et narcissistisk og paranoidt menneske i kamp med sig selv og sin fortid. Hvad er ære og retfærdighed for nogle størrelser og hvornår og hvordan er der balance mellem forbrydelse og straf? Det handler om magt, undertrykkelse og om hvordan man forvalter den magt man bliver givet eller tilraner sig. Det handler om jalousi og fornedrelse, og om hvor langt vi som mennesker, selv overfor vores nærmeste, vil gå for at bringe os selv i centrum. Det er både en forestilling med storpolitiske temaer, men også temaer, der kunne være hentet fra et ganske almindeligt ungt menneskes dagligdag, hvor individet og egoet til tider sættes langt frem foran fællesskabet.
I en enkel og rå scenografi med en rund scene, et bur og en teknisk kommandocentral, sidder publikum helt tæt omkring den tilfangetagne Jago. Vi bliver vidner til dramaet, som var vi tilhørere i en retssal eller ved en henrettelse af en dødsdømt. Det er en stærk og barsk forestilling, hvor de unge får lov til at snuse til Shakespeare og samtidig får serveret en klassiker på den hårde, fede måde. Med elementer som stomp, livemusik, livevideo og videooptagede scener, har Teater O skabt en intens, skarp og foruroligende forestilling for de unge og deres lærere i udskolingen.
Der er udarbejdet et grundigt og nuanceret undervisningsmateriale med udgangspunkt i forestillingen. Materialet kan downloades i kolonnen til højre. Derudover kan manuskriptet også indgå som forberedelses-/undervisningsmateriale ved køb af forestillingen og kan efter forespørgsel fremsendes på mail.
Forestillingen kan også spille for et rent voksenpublikum og er optaget i Garantifonden i sæson 2012/13.
* Af Anders Valentinus Dam og Barry McKenna.
* Aldersgruppe: 14-99 år.
* Publikumsantal: 80.
* Medvirkende: Sune Skuldbøl Vraa og Anders Valentinus Dam
* Manuskript: Barry McKenna, Anders Valentinus Dam og William Shakespeare
* Instruktion: Barry McKenna Konsulent: Lars Mikkelsen
* Scenografi: Martin Tulinius Komponist: Sune Skuldbøl Vraa
* Lysdesign: Katja Andreassen Turné: November 2012.