Storskrydende satire - af Randi K. Pedersen - børneteateravisen.dk 9. maj 2013

4 ud af seks stjerner

Storskrydende satire

Blærerøvene er ustyrligt morsomme, men satiren er ikke i øjenhøjde med unge teenagere.

De kommer drønende ind for fulde gardiner, fire styk mandehørmende blærerøve på hver sin motorbike. De stejlende heste er udstyret lige efter bogen med terninger, vimpel og rævehale, men de er af træ! Ikke særlig blæret, men det anfægter tilsyneladende ikke de fire storskrydende mega-egoer. De er mere optaget af at overgå hinanden i hver sin latterlige præsentation af sig selv som en ægte og superspeciel blærerøv.

Scenografien er til gengæld iøjnefaldende blæret. En forvandlingskube i træ og på hjul, der i al sin enkelhed er let og flot i konstruktionen, og samtidig en uhyre funktionel ramme om de skiftende scener. Et sindrigt hyldesystem markerer hakkeordenen mellem de fire mænd med det største ego nederst og det svageste øverst, selv om de egentlig er til afvænningsmøde hos Anonyme Blærerøve for at blive 'afblæret'. Det lykkes ikke.

Blærerøvene suser ud af forestillingen lige så forblændede i deres selvforherligelse, som de kom. Måske, fordi de og publikum kun ret overfladisk oplever de menneskelige omkostninger og kynismen bag tidens herskende heppe-mantra: 'Se mig, jeg er noget særligt'. De møder heller ikke tillokkende alternativer. Det ligger ikke i forestillingens saftige satiriske DNA, der i en række forrygende komiske scener gør grundigt grin med både mandlige og kvindelige 'blærer'.

Det går bl.a. ud over medieverdenens pseudo-stjerner fra diverse reality-shows. Man skal ikke have set - og lyttet til - mange sekunder med 'X Factor's Thomas Blachman for at opdage, hvor 'En blærerøvs historie' bl.a. har hentet inspiration. Klaus Weirup Andersen demonstrerer suverænt, hvordan en blærerøv scorer, og Lars Dammark har lidt blød kant som underdog, men uden at problemerne sætter sig større spor.

En afgørende svaghed

Alt fra højdeskræk til usikkerhed druknes i larmende fællesgrin. Fyrene møver sig frem som forskellige karakterer i en konstant poserende og selvpromoverende konkurrence om at være i centrum. Det foretrukne middel er at nedgøre de andre for selv at synes af mere, end de på nogen måde er. Med sikker hånd afslører satiren ubarmhjertigt, hvor lidt blærerøvene har at byde på, og hvor konforme de er i synet på hver deres helt specielle (mig)jeg.

De fire skuespillere er ustyrligt morsomme blærerøve. Deres timing er suveræn og pointerne rammer plet. Hvad enten de fortaber sig i minderne om drukturenes orgier af fælles-bræk eller optræder som fire gange tv-Melanies. Tøserne kører slik ind og taler Amalie-sprog, og deres måbende ansigter er urkomiske. Men nok især, hvis de ikke er en del af ens egen verden.

For trods sine mange kvaliteter har forestillingen en afgørende svaghed. Den er ikke i øjenhøjde med et publikum i teenagealderen. Hovedpersonerne er fire granvoksne mænd, der ligner og lyder som fædrene til teenagedrenge. Og selvom de er fremragende til at spille knægte, der fulder sig og gør ved, og vildt skægge som tomhjernede medie-babes, opleves det som tilbageblik. Ikke som teenageliv, der foregår her og nu.

Unge tilskuere kan grine af, at deres forældre har været dumme i låget. De kan måske også opfatte situationerne som en accept af, at de selv opfører sig på samme måde. Men pyt, teater skal ikke præke moral, og 'En blærerøvs historie' er storslået underholdning for unge og gamle. Til gengæld er underteksten klart for voksne. Hvis målet er, at satiren skal få teenagere til at indse hulheden i 'Se mig'-ideologien og stille spørgsmål til deres egne idoler, er succesen som forestilling mere tvivlsom. 

Anmelder

Randi K. Pedersen

Anmeldt forestilling