Sikke en blærerøv - af Kirsten Dahl i Aarhus Stiftstidende 17. februar 2013

Fem ud af seks stjerner 

En blærerøvs historie. Skør, skæv, mandehørmende og skrøbeligt sart teater for både teenagere og voksne.

Whroum! Whroum! - fire blærerøve drejer på gashåndtaget og trykker speederen i bund og drøner rundt i manegen på små løbehjulsagtige køretøjer i træ alias smarteste og hurtigste racerbil. Rundt og rundt i ring. Med fuld knald på forlygten, svaj i den duskede pelshale bagtil, de blafrende læderfrynser ved håndtagene, og de dinglende forrudeterninger på styret. Fire blærerøve kører sejrssikkert om kap. Alle fokuserer på sig selv. På et mig som den bedste af ALLE. Unikummet. Ham ingen når til knæhaserne. Ham pigerne flokkes om. Ham som i en morsom blanding af forlegenhed og storhedsvanvid siger, at han bare er et hylster, der tillader kosmos at strømme gennem sig - for alle andres skyld selvfølgelig. Ham som siger »Jeg er god til at være mig«, »Jeg er fedme med fedme på«, eller »Jeg er kaviar og I er æggemad, sådan er det bare!« Har man lyst til en skøn oplevelse af, hvad synergi kan være, er det bare med at komme ind at se »En blærerøvs historie«. Forestillingen slår gnister i møde mellem de involverede som billedligt talt får 2 + 2 til at blive mere end 4. 

Anonyme blærerøve

Lars Dammark og Anders Valentinus Dam har kyndigt skrevet en tekst med energiske replikker, gode spilsituationer og et vågent øje for den for- og bagside der også er på selv den største blærerøv. Akkurat det at køre overflade og hæve sig selv til skyerne og samtidig rumme en svaghed og en skrøbelig som det tyndeste porcelæn har de to garvede 'Teater O fløse' sans for. Og deres greb med at lade de fire blærerøve møde op til »Anonyme Blærerøve«, fordi de ønsker at få bugt med deres pral og blær er helt skøn. Ønsket virker inderligt. Men forestillingen viser også den kompleksitet, der er forbundet med ' blærerøveriet': At det ikke er let at aflægge sig den store Mig-mig-mig- selvbevidsthed og nå frem til noget selvværd. Og at der også er fordele ved det at stå frem og sige ja og gøre noget, frem for at putte sig og være et ubeslutsomt skvat. I hænderne på Hans Rønne og Claus Helbo får teksten mulighed for at folde sig ud i et univers, som vi begejstret følger og tager til os, fordi det både er skørt, skævt, mandehørmende og skrøbeligt sart. Med andre ord, fyldt med alle de modsætninger og paradokser, som alle - også de mest opblæste blærerøve kæmper med. Helbos træ- tremme-konstruktion er et clou. Fordi den mobilt kan køres rundt på scenen. Fordi den kan blive til en fireetagers køjeseng. Fordi den med opslåede tremmer kan illudere sportsomklædningsrum. Fordi den et øjeblik kan omdannes til et lille sammenpresset rum med en bænk, de fire spillere lige akkurat kan presses ned på, Og det næste øjeblik være et stolpeadskilt rum med fire isolerede siddepladser. I det også lyssætningsmæssige enkle og stemningsfokuserede rum har Hans Rønne iscenesat spillet, så det både pibler af rytme og musik og glimrer med sjove, skøre og intense blærerøvsbilleder. Igen her viser Rønne sin sans for at plante poesi og få det almenmenneskelige til at lyse op. Det lægges  raffineret i spillernes både seje og kejtede bevægelsesmønstre. I de blikke de kaster på hinanden. I deres intonation og tonefald. I den måde hvorpå de får sig placeret i køjesengen. I de remse-koriske passager som morsomt føjes ind i en nok så alvorlig blærerøvsbetroelse. Og på mange andre finurlige måder.

De selvfede slår sprækker

At en blærerøv er en som tager teten, og frem for alt, at der bor et skræmt barn i enhver blærerøv, er det granvoksne firkløver Klaus Andersen, Heine Ankerdal, Lars Dammark og Anders Valentinus Dam det helt rette hold til at spille. Tilsammen repræsenterer de en skøn forskellighed. Alle er selvfede på hver deres måde. Med hver deres ord, temperament og bevægelser. Sammen gennemspiller de en skøn ' Hvor jeg dog brækkede mig'-scene. En scene hvor de taler ' i timevis' om deres drukture, for at undgå at snakke om det der virkelig gør ondt og betyder noget. Og hver har de en akilleshæl. Vi oplever, at deres skal sprækker. At være mørkeræd og at have højdeskræk bliver for eksempel udfoldet i to kostelige scener. Så der er en spændende to-sidet blærerøv at komme efter for både teenagere og voksne.

Anmelder

Kirsten Dahl, Aarhus Stiftstidende

Anmeldt forestilling