Man kan jo ikke gøre for at man har charme - af Anne Middelboe Christensen - børneteateravisen.dk 9. maj 2013

5 ud af 6 stjerner

Man kan jo ikke gøre for at man har charme

Det viser Teater O eftertrykkeligt med sin morsomme og sårbare machoforestilling 'En blærerøvs historie'.

FAKTA 'I ser jo hamrende godt ud,’ siger den lyshårede skuespiller til os på tilskuerrækkerne. Og så er stilen ellers lagt: Ros, mere ros – og allermest selvros. Og vi skraldgriner. For vi er åbenbart kommet på blærerøvskursus sammen med fire hårdt angrebne mænd. Forestillingen 'En blærerøvs historie' lader nemlig til at afspejle de fleste blærerøves historie: Noget om et lille selvværd og en forstørret trang til dominere på spinkelt grundlag…

De fire fyre kører frem på toptunede knallerter. Det vil sige, det er jo altså bare hjemmebyggede rullecykler af træ. Men med lidt lir og motorlyde så forvandler de tohjulede trillere sig til de vildeste potenskøretøjer - toptunede til kursus hos Teater O – og hos Teatret, Filuren og Nørregaards Teater. For her er der ét teater pr. blærerøv. Mindre kan ikke gøre det med Hans Rønne som superman. Heldigvis.

Det er Hans Rønnes instruktørblik for mændenes sårbarheder og synlige sprækker, der gør forestillingen så interessant. For den er ikke bare et veldrejet underholdningsshow, der suser af sted lige så hurtigt som de velspillende fyre på deres bikes. Det er også en psykologisk teaterforestilling med stille scener, der gør overraskende ondt. Og det er netop i kontrasten mellem fyrenes opgejlede overflade og deres ensomme mareridt om natten, at forestillingen får sin substans.

Selvfede replikker

Replikkerne er en fest. ’Jeg er fandme ligesom et stykke fluepapir, når det gælder chicks!’ lyder det tilfredst. ’I er Gravballemanden, mens jeg er X-man,’ konkluderes det overbærende. ’Jeg elsker alle mennesker – alle mennesker elsker mig,’ siges det konstaterende. ’Det er svært at være ydmyg, når man ser ud som mig,’ sukkes det lykkeligt. Og så videre, længere og længere ud i selvfedmens overdrivelser. Teksten er tydeligvis fremimproviseret, så replikkerne har tæft og timing. Ordene holder dog ikke niveau hele vejen igennem, men scenerne holdes sammen af skuespillernes charme og deres udprægede musikalitet. For her kæmper alle for at stjæle ordet – jo mere ublu, desto bedre.

Desuden tager fyrene lige en munter omvej via et kønsskifte med fire parykker til den hysteriske pigegruppe Melanie, Melanie, Melanie & Melanie på Facebook – en tøsescene, der ganske forfriskende signalerer til pigetilskuerne, at de ikke er glemt. Set med pigeøjne er det med at blære sig med scootere og brækture ligesom lidt tilbagestående. I hvert fald i forhold til avanceret femi-Facebook-tagging. Så 4 x Melanie gør godt. Reality er jo mange ting.

Selvkørende scene

Uanset køn har en blærerøv det selvfølgelig bedst i en følgespot. Derudover skulle man måske tro, at en blærerøv helst ville lade sig interviewe i et smart kontormiljø eller på en sej café eller natklub.

Men scenografen Claus Helbo har fundet en meget mere original løsning: En stor, maskulin trækonstruktion på hjul, der kan forvandles i det uendelige: Fra blærebænk til omklædningsrum til pissoir og til sovesal med køjer i fire lag – og med et hemmeligt skab og en obligatorisk natlampe til hver. Samtidig er alt savet og slebet som det flotteste snedkerarbejde, der netop udstråler den stolthed, som de fire blærerøve ikke kender. For de kan jo ingenting - de kan bare prale. På kurset lærer de sig godt nok en Maori-agtig sejrsdans, hvor de indgyder hinanden mod til at overvinde blæretrangen. Men virkningen fortager sig hurtigt.

Selvtægtsspillere

Performerne har alle sammen den upolerede drengerøv i sig. Heine Grove Ankerdal spiller på sin lettere truende løgnehumor. Lars Dammark bider i puden som den svageste macho. Anders Valentinus Damm satser alt på sin naturlige anførerudstråling. Og Klaus Weirup Andersen læner sig op ad sine machoproportioner og på de muskler, der åbenbart alligevel tæller allermest mellem mænd. I hvert fald mellem disse fire fyre, sådan som Hans Rønne har fået dem til at kæmpe mod hinanden og mod sig selv. Men det er svært at vælge, hvem der er mest charmerende – eller hvem der vitterlig er den største blærerøv.

Come on! I ser jo hamrende godt ud, drenge!

Anmelder

Anne Middelboe Christensen

Anmeldt forestilling