Lene Kryger, Odense Stiftstidende - 4 STJERNER

 

Ungdomsteater om revolution, kærlighed og frygt.

4 STJERNER

Hvis det var her!” gør ufred og modstandskamp uhyggeligt nærværende og opfordrer tilskuerne til at vælge mellem konfrontationens og forsoningens vej.

ANMELDELSE

SCENE: Der er bygget et telt i scenerummet på Nørgaards Teater. Tre skuespillere trykker vores hænder og beder os om at sende en venlig tanke til én, vi holder af, én, der har det svært - måske en soldat i en kørestol eller en flygtning langt herfra.
Omkring os ligger sammenrullede soveposer mellem beholdere og kasser, der måske indeholder madvarer, måske våben. Krigssymbolikken bliver senere forstærket af blitzende lys og lyden af bombenedslag.
Først møder vi to fyre og en pige. De ligner de fleste andre unge, ubekymrede mennesker, men deres virkelighed ligger langt fra den, de fleste danske teenager kender.
Frederik, Joakim og pigen Storm er frihedskæmpere. Eller rettere, det bliver de. I begyndelsen er de uskyldige idealister. De tror på, at sammenhold, fællesskab og kærlighed gør stærk, så stærk at man kan underminere et samfund domineret af frygt.

Ballonrevolution
Udstyret med orange balloner og de højstemte slagord: “Vor renhed -vor ungdom - vor stemmes kraft” demonstrerer de unge mod militærstyrets løgn og brutalitet.
Efter demonstrationen er de tre overstadige og udstoppelige i deres sejrsrus.. Høje af tanken om at være med til at forandre verden. Da Joachim forelsker sig i overklassepigen Storm, får det fatale følger. For generalens specialstyrker har kig på de unge revolutionære, og tortur og indespærring tvinger ungdommen til at optrappe protesterne mod regimet. Snart bliver idealisme og revolutionsromantik afløst af kamp på liv og død. En kamp, hvor overlevelse måske vejer tungere end paroler og ideologi.
Og midt i overlevelseskampen plager den nagende tanke: “Var det en af vore egne, der forrådte os”. Svaret er tvetydigt og brutalt.

Stivnet latter
Når handlingen bliver for rædsom, parere 13-14-årige tilskuere med latter. Men latterens stivner hurtigt i halsen på de skoleelever, jeg ser forestillingen sammen med. Sammen med Nana Schwartzloses indtrængende og messende sang, rammer skildringen af undertrykkelse, kærlighed, jalousi og frygten for det store svigt teenagerne i solar plexus.
Og da handlingen udspiller sig i en ikke navngivne del af verden, trækker den uden grelle fagter eller hidsigt løftede pegefingre tråde til den blodige virkelighed, medierne dagligt bombarderer os med.

Ekstra lydspor
Publikum bliver præsenteret for mange dilemmaer, som alle munder ud i overvejelsen om, hvorvidt vi ville vælge ikke-voldelig modstand eller væbnet kamp, hvis det var vores land, kultur og liv, der var truet. Ville ville vælge forsoning eller konfrontation?
Helt hen til slutningen her Lars Dammark, Anders Valentins Dam og Nana Schwartzlose mig ind i deres hule hånd. Spørgsmålet “Hvor langt ville du selv gå?” kværner i mit hoved som et uafrysteligt, indre lydspor til forestillingen. Derfor er det ærgerligt, at slutningen insisterer på at præge vores holdning med videoprojektioner. De billeder vi selv skaber er 100 gange voldsommere end dem vi (gen)kender fra fjernsynet.

Anmelder

Lene Kryger - Odense Stiftstidende

Anmeldt forestilling