Kirsten Dahl, Aarhus Stiftstidende - 5 STJERNER

 

5 STJERNER

Telt-teater om frihed og undertrykkelse 

"Hvis det var her!" er en spændende og velspillet forestilling om hvordan det er at være et frihedskæmpende folk i et voldeligt og militærstyret land.

ANMELDELSE: "Prøv at sende en tanke - en venlig tanke - til en. Det kunne være til.. til... eller til..." Publikum står indledningsvist op i den forholdsvis lille teltindretning som Teater O, Nørregaards Teater og Black Box Theatre, har valgt som arena for deres co-produktion "Hvis det var her!". Siden bliver publikum bænket rundt langs teltets kant.

"Hvis det var her... der var krig!", kunne forestillingen også have heddet, for den handler om hvordan det er at være frihedskæmpende mennesker i et generalstyret land, hvor magthaverne ingen midler skyr for at befæste og styrke deres undertrykkende overherredømme, og den forsøger på den måde at formidle en forståelse for den baggrund, som mange asylansøgere har med i bagagen.

Lars Dammark og Anders Valentinus Dam har sat en spændende tekst sammen om en gruppe unge mennesker som ønsker åbenhed og lighed. Vi følger - med fine spring i tid og sted - hvordan de demonstrationer, som de unge organiserer, med tiden bliver mere og mere overvågede. Hvordan generalens sikkerhedsstyrker indfører voldelige metoder. Hvordan de begynder at slå demonstranter ihjel, som de føler sig truet af. Og hvordan de i det hele taget med grove midler forsøger at eliminere dem, der tænker og handler anderledes end dem selv.

Teksten er elementært spændende og fyldt med dramatik. Blandt andet fordi vi undervejs bliver bragt i tvivl om hvem der holder med hvem. Den fænger tillige fordi der er viklet en kærlighedshistorie ind i den kollektive frihedskamp - nemlig amoriner mellem en af de fremtrædende frihedskæmpere Joakim (stærkt og nuanceret spillet af Anders Valentinus Dam) og pigen Storm, som qua sin fars stilling i indenrigsministeriet fremhæves som én der kommer udefra - fra det miljø, som de frihedskæmpende er modstandere af. Og den fastholder og engagerer, fordi skuespillet foregår med få meters afstand fra publikum, som også bliver direkte medinddraget på en ikke anmasende måde.

Gitta Malling har som iscenesætter haft en fin næse for at give de mange nervepirrende scener liv - og det kommer effektfyldt til udfoldelse, fordi de tre spillere forstår at spænde temperaments-buen. Snart er luften ladet med konflikt, uenigheder, fælles gejst, intim samhørighed, tavshed, lys og mørke.

Nana Schwartzlose som fængende spiller Storm har også rollen som hende der spiller guitar og synger for i de indbyggede sange. Frihedssange som underbygger stemningerne og skaber kontakt til publikum.

Min eneste anke er at stykket afslutningsvis beder publikum to og to om at stille hinanden det spørgsmål med indsættelse af deres eget navn: "Mit navn er...jeg er flygtet fra krig. Jeg søger asyl. Kan I hjælpe mig.." Den slutpassage er helt unødvendig, fordi publikum allerede har fået nok detaljer og stemninger omkring det at være flygtning fra et menneskefjendsk regime ind under huden. Men det er en mindre detalje i en forestilling, som fik utroligt godt fat i de 7.klasser, jeg så den sammen med og tillige fungerer og berører et voksenpublikum. "Hvis det var her!" er 70 minutters teater med dramatisk mørke, glade smil, forskrækkede miner og masser af orange balloner, - som skal opleves live. 

Af Kirsten Dahl,  Aarhus Stiftstidende - publiceret 04. april 2018 kl. 09:05 

Anmelder

Kirsten Dahl - Aarhus Stiftstidende

Anmeldt forestilling