Halbal anmeldelse Fyens Stiftstidende marts 2015

·Stig Skjold, Durita Dahl Andreassen og Anders Valentinus Dam sætter højt tempo i forestillingen Halbal!

Berettermodel på speed

Ungdomsteater bruger humor og hurtighed for at fastholde sit publikum - og det lykkes.

Rollefordelingen er klar fra første scene: Dan spiller smart, Camilla spiller op, og Kasper knokler kilometer af landevej i benene for at blive udtaget til sommerens cykelløb i Belgien.
Tempoet er svedigt, forestillingen dunkerderudaf for vores tre hovedpersoner, og vi er med på, hvad det handler om. Rammerne er lige så enkle som scenografien, og i løbet af tyve minutter er vi præsenteret for store temaer som liv, død, kærlighed og jalousi.
Det er berettermodel på speed, men selvom pulsen er høj, springer skuespillerne ingen af fortællingens led over undervejs. Altså er vi med i cykelholdets trænningslokale og under det flashback, hvor Kasper 4 år tidligere får en cykel i fødselsdagsgave af sin far, og det er svært ikke at lade sig rive med i et drama, som stikker tråde tilbage til én selv.

Tre kraftpræstationer
Søskendeparret Kasper og Camilla har mistet troen. Ikke alene blev deres mor for nogle år siden syg og døde, hvilket fik ders far til at tabe interessen for omgivelserne. Også cykelguden Lance Armstrong viser sig at svigte både sine fans og idealer. Historien om den amerikanske stjernes karriere kører som en paralelfilm om Kaspers trænningsunivers, og bortset fra, at den forklarer en reel sportslig begivenhed for et publikum, der knapt var født, da det skete, er den med til at trække tempoet ud af forestillingen. Ikke nødvendigvis dårligt, da den er et åndehul for skuespillerne, der okser rundt på scenen og nonstop springer ud og ind af ders roller.
Særligt Anders Valentinus Dam er skarp som både Dan Dørmand og cykeltræner Chris, men Durita Dahl Andreassen og Stig Skjold som henholdsvis Camilla og Kasper - og andre roller - kan sagtens følge med. Hver for sig yder trioen en kraftpræstation af en enkeltstart med nærvær, sved og tårer, der smitter.

Humor og regibemærkning
Det store tema er stoffer og jeg frygtede på forhånd, at unge efterhånden er så stopfodrede med løftede pegefingre, at temaet enten skal tages ud på overdrevet for at vække opmærksomhedeller risikerer at virke helt modsat.
Sådan er det slet ikke. Det vækker derimod til eftertanke, hvad sportsfolk risikerer for at blive nummer et i deres sport, og i stedet for at skubbe sit unge publikum væk i overspillet barnlighed, fanger skuespillerne dets opmærksomhed med humor og regibemærkninger om den interne rollefordeling. Det er begavet og overraskende. Teater der tvinger én til at være "på" uden at være på noget.

Anmelder

Malene Birkelund

Anmeldt forestilling